HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Portræt: Kille Enna

Skrevet d. 26 November 2004
Kille Enna født den 11. november 1972 i Sønderborg, Sønderjylland.

Kille vokser op i Augustenborg. Efter 10. klasse flytter hun hjemmefra og starter i kokkelære på “De 4 Årstider” i Århus , under Jonna Hald.

Efter endt læretid drager hun mod Irland og arbejder en sommersæson på “Ballymaloe House”, et countryhotel i det sydlige Irland.

Turen fortsætter til London, hvor hun møder tv-kokken, kogebogsforfatteren og restaurant-entreprenøren Antony Worrall Thompson. Kille får job som kok på “190 Queen’s Gate” under Antony. Her introduceres hun for en hel ny måde at jonglere med smag på. Et køkken, som er inspireret af bl.a. Marokko, Tyrkiet, Italien, Syrien, Tunesien og Spanien. Et køkken, hvor fond, smør og fløde erstattes med vand, koldpressede olier, kokosmælk og drænet yoghurt. Og det er her, at krydderier som spidskommen, kardemommekapsler, allehånde, muskat, nigella, Sri Lanka kanel, ingefær og korianderfrø begynder at dominere Killes madlavning. Sammen med mængder af tørrede bælgfrugter, modne og syltede citrusfrugter, duftende rosenvand, grillede blæksprutter, pjuskede bundter af mynte og koriander og adskillige tørrede chilier.

Året efter, som 21-årig, bliver hun køkkenchef på “Café Dell'Ugo” i London, Antony’s nyåbnede restaurant.

Dernæst følger en gastronomisk rundtur som kok i Californien med arbejde på bl.a. “Spago” og “La Brea Bakery” i Los Angeles . Og permanent ansættelse på “Rubicon” i San Francisco, under kokken Tracy Des Jardin. Endelig havner hun hos “Manka’s”. En gammel eksklusiv jagthytte og restaurant, beliggende ved den lille kystby Inverness, en time nord for San Francisco. I netop dette område møder hun en række enestående mennesker, som alle på en eller anden måde er involveret i mad. Her arbejder hun for første gang med økologiske råvarer, af en usædvanlig høj kvalitet. Kille oplever en nærværende og markant holdning til det at lave mad af økologiske råvare, som ikke har været til stede på de trendsættende restauranter, hun hidtil har arbejdet på. Dette er blot en af grundene til, at hun hvert år vender tilbage til vennerne i San Francisco.

Efter to år i USA vender hun snuden hjem og bliver køkkenchef på “Provence” i Århus. Samtidig bliver hun ferieafløser for Claus Meyer i tre af tv-madprogrammerne “Meyers køkken”. I november 1997 stopper hun som køkkenchef og begynder at skrive.

I 1998 udkommer hendes første kogebog “Mit solskinskøkken”.

Fra 1999-2002 bliver hun Kvickly’s (Coop) markante madinspirator, hvor hun rejser verden rundt og bringer nye smage og teknikker ind i danskernes hjem. Hun importerer fremmede råvarer fra rejserne og gør dem tilgængelige for den almindelige dansker. Desuden leverer hun tonsvis af opskrifter og tekster til tilbudsavisen, som passer til de omtalte råvarer.

I samarbejder med Kvickly udkommer hendes anden kogebog “Killes Køkken”.

Killes tredie kogebog “Bazar” udkommer i 2002 på Politikens Forlag, som hun fotograferer selv.

Hun skriver adskillige artikler om især krydderier, eksotiske ingredienser og specielle redskaber for bl.a. dagbladene Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Politiken og boligmagasinet Bo Bedre.

I starten af 2003 introducerer hun sin egen serie af krydderisalte og kryddersukker i samarbejde med den økologiske virksomhed Urtekram.

Kille dukker op i DR2’s mandagsserie “Et bedre liv”. Her giver hun hurtige tips og tricks til hverdagsluksus.

I sommeren 2003 bliver hun hyret til at udtænke mad- og design-konceptet på Café MEDINA på Trapholt’s museum. Kille skræddersyr et økologisk, krydret og overraskende køkken til fair priser i fantastiske omgivelser. Et projekt, som stopper den 1. januar 2004.

Kille holder adskillige foredrag rundt omkring i landet, hvor hendes brændende ønske er, at danskerne kræver mere kvalitet i deres fødevarer, og skrotter de tonsvis af tilsætningsstoffer der forpurre den naturlige smag. For i stedet at vælge økologisk, bruger flere krydderier og opleve glæden ved den hjemmelavede smag. Hun er en ivrig indpisker på selvsamme områder i kogedemoer. Her kokkererer, underholder og inspirerer hun til at lave madvaner om og stifte bekendtskab med en bred vifte af fremmede smage, som gør underværker i den daglige madlavning.


Se alle artikler