HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Mælk med forskelligt fedtindhold

Skrevet d. 26 August 2005

Mælkens fedtindhold
Rå mælk direkte fra koen har et fedtindhold på ca. 4,5%. Det eksakte fedtindhold kan svinge, men på mejeriet sikrer man, at den færdige mælk altid har et ensartet fedtindhold. Det gøres ved at skille mælken i skummetmælk og fløde for derefter at blande skummetmælk og fløde (fedtet) i det forhold, der giver de ønskede mælketyper.

Sødmælk
Sødmælk er den mælketype, der indeholder mest fløde. Fedtindholdet er 3,5%.

Letmælk
Letmælk er lidt mere mager. Her har mælken fået mindre af den oprindelige mængde fløde tilbage, og fedtindholdet er 1,5%.

Letmælk adskiller sig kun fra sødmælk ved, at der er mindre fedt i. Den er hverken tilsat ekstra næringsstoffer eller tilsætningsstoffer. I 1970-erne tilsatte man A- og D-vitamin for at erstatte de naturlige vitaminer, der var fjernet med fløden. Siden har man imidlertid fundet ud af, at det ikke har afgørende betydning for vores ernæring, om de er i eller ej, og derfor beriges letmælken ikke længere.

Minimælk
Minimælk hører til gruppen skummetmælk, men indeholder lidt mere fedt end den traditionelle skummetmælk, hvilket giver den en smag, der minder om letmælk, men et fedtindhold som skummetmælk. Minimælk indholder 0,5% fedt.

Skummetmælk
Skummetmælk er den magreste konsummælk. Næsten al fløden er fjernet. Traditionel skummetmælk indeholder kun 0,1-0,3%.

Fedtopløselige vitaminer
Når man fjerner fedt fra mælken, forsvinder de vitaminer, der er fedtopløselige. Det drejer sig om A- , D- , og E-vitamin. Alle mælkens andre vitaminer og mineraler findes i skummetmælk og letmælk, selvom der er væsentligt mindre fedt, og dermed væsentligt mindre energi (færre kalorier) i.

Mælkens næringsindhold
Tabel 1: Næringsindhold pr. 100 g mælk

  Fedtindhold
g
Energiindhold
kJ
Sødmælk 3,5 270
Letmælk 1,5 190
Minimælk 0,5 160
Skummetmælk 0,1 140
Kilde: Information om mejeriprodukter, Arlafoods 2002

At de fedtopløselige vitaminer er væk, har ingen ernæringsmæssig betydning. Den danske kost er rig på A-vitamin fra andre levnedsmidler, og D- og E-vitamin findes i så små mængder i den fede mælk, at det ikke betyder noget, at de forsvinder.
Fødevaredirektoratet anbefaler alle over 3 år, at højst 30% af kostens energi (kalorier, kilojoule) kommer fra fedt. Samtidig bør der i kosten som helhed være en ligelig fordeling mellem mættede, monoumættede og flerumættede fedtsyrer. Det indebærer, at man ikke kun skal begrænse den totale fedtmængde i kosten, men også overveje, hvilken type fedt man anvender.

Mælkefedt består mest af mættede fedtsyrer (ca. 70%). Ca. halvdelen af det mættede fedt, vi får i Danmark, kommer fra mælk og mejeriprodukter.
For at følge myndighedernes anbefalinger er det nødvendigt at vælge magre mælke- og mejeriprodukter til daglig og nøjes med at nyde de fede produkter ved særlige lejligheder.



Se alle artikler