HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Gårdbutik i gågaden

Skrevet d. 30 September 2004
Gode varer over hele linjen
Den 40-årige Kim Quist er godt klar over, at de løber en risiko. Butikken har to ledige lejemål som naboer, og to tidligere indehavere har måttet dreje nøglen om.
Her har Kim og Lene Quist sat godt og vel 1200 forskellige varer på hylderne: mejeriprodukter, grønsager, kød, vin og øl, helsekost og naturmedicin. Det er økologisk, biodynamisk og præget af høj kvalitet og sporbarhed: det er til at se, hvor det kommer fra.
Kim Quist leverer selv kød til butikken, mens grønsager, mælkeprodukter og kolonialvarer kommer fra andre leverandører.
- Jeg har satset på lokale leverandører af for eksempel grønsager og kendte danske og udenlandske producenter af kvalitetsvarer, så jeg kan tilbyde så mange gode varer som muligt, siger Kim Quist, der er overbevist om, at den rentable gårdbutik må være indstillet på at skulle flytte sig efter kunderne.

Indkøbstur for sanserne
- Vi har haft økologisk landbrug siden 1997 og gårdbutik siden 1998. Nu er vi så fuldtids beskæftigede med vores hobby, kan man sige, men det kræver også et større kundegrundlag.
Derfor har vi taget springet og etableret os i byen, selvom jeg da godt ved, at oddsene er hårde. Mange gårdbutikker er nok blevet etableret, men der er også lukket mange igen. Og meget tyder jo på, at den danske forbruger er stort set tilfreds med discountvarer, siger Kim Quist.
Alligevel håber han, at den sanseoplevelse, den tid og ro, som præger hans butik, vil lokke nye kunder til.
- Vi er interesserede i de kunder, der gerne vil købe økologisk, som sætter pris på kvalitet og som gerne vil have stimuleret sanserne, når de går på indkøb. Den gruppe tror jeg vil vokse, siger Kim Quist.

Måske franchise med tiden
Med sine 40 år, en baggrund i organisationsudvikling og en uddannelse som folkeskolelærer, er det lidt noget nyt for Kim Quist at drive forretning.
- Vi vil køre butikken i 12 måneder og så gøre status. Omsætningen har været stigende siden åbningsdagen 20. maj, men det er da spændende at se, hvor vi lander, siger Kim Quist.
Han har Frydenholm, der er succesfuld storleverandør af økologiske varer til landets storkøkkener med i ryggen som investor, og St@ruplund er et koncept, som han og Frydenholm A/S håber udvikler sig til en kæde af butikker.
Kim Quist kan måske se sin kollega i gårdbutik-branchen, Jacob Dan Nielsen, lidt over skulderen. Sammen med fire andre landmænd og en slagter driver han Gårdbutikken A/S tæt ved Holstebro.

Betal for kvaliteten
- Jeg tror, at det er måden at drive økologisk forretning på. Vi skal frigøre os prismæssigt og have et bredt varesortiment, siger Jacob Dan Nielsen.
På sine 180 m2 sælger han økologisk kød, grønsager, mælkeprodukter og kolonialvarer. Han oplever, at kunderne efterspørger kvalitet mere end økologi.
- Det er ikke godt nok, at sælge gennemsnitsvarer. Så kan de være nok så økologiske. Kvaliteten skal være helt i top hver gang. Derfor er det kun den bedste fjerdedel af produktionen, der kommer på hylderne i vores butik. Resten bliver solgt til grossister, fortæller Jacob Dan Nielsen.
Konkurrencen fra supermarkeder og andre gårdbutikker skræmmer ham ikke.
- Vi har et fint forhold til de andre gårdbutikker i området, og hvad koteletter sælges for i Kvickly bekymrer mig ikke, siger han.

FAKTA:
Der er omkring 1100 gårdbutikker i Danmark. Langt de fleste af gårdbutikkerne har et begrænset udvalg af varer, men er ofte præget af en høj kvalitet og omtanke i produktionen. Landkoeb.dk er kommet i et nyt design på internettet. Den nye portal er en sammenlægning af det gamle landkoeb.dk og gaardbutik.dk, og her vil forbrugeren kunne handle direkte hos producenten via en elektronisk indkøbskurv.


Se alle artikler