HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Mere købmand end landmand

Skrevet d. 21 Oktober 2004

- Efter min mening laver mejeriet i Jernved de bedste oste i Danmark og Peter Ålbæk i Farre ved Give de bedste pølser i Danmark, siger han med eftertryk. Økologien spiller en vigtig rolle for Kristen Hedeager på Lynevej i Ølgod. Men næsten lige så stor betydning har det for ham at være med i hele processen fra jord til bord. - At være med fra græsset bliver sået til den færdige mælk i topkvalitet serveres på et bord i Nordsjælland, siger han selv.

Det startede egentlig med en gårdbutik med salg af gårdens egne produkter. I dag omfatter virksomhedens salg først og fremmest ost og pølser. Og de er langt fra alle sammen lavet af produkter fra Hedeagergaard. - Der er mange andre end mig, der laver gode madvarer, understreger Kristen Hedeager, der leverer mælken fra de omkring 90 sortbrogede køer til Naturmælk. Tidligere var han leverandør til Økomælk, og i virkeligheden var netop Økomælks økonomiske problemer medvirkende til at skubbe Kristen Hedeager igang.

Det med at finde partnere har Kristen Hedeager også gjort, når det gælder primærproduktionen. Der er to ansatte på gården, og selv er bondemanden landmand højeste et par timer hver dag. For eksempel den halve time hver formiddag, som kaffepausen varer. - Mine folk er dygtigere til landbruget end jeg selv er. Skulle jeg malke ville det tage en time længere, end det gør for dem, fortæller landmanden fra Ølgod. Når han selv skal gøre det op er hans styrke, at han ved noget om en masse ting og at han i de sidste par år har skabt en masse kontakter. - Jeg bliver aldrig specialist på et enkelt felt. Det er der heller ikke plads til: skulle jeg bruge min tid på at malke og toptrimme produktionen var jeg aldrig kommet igang med at sælge fødevarer.

Det koster at starte noget nyt. Der skal lægges en kapital, for at det kan lade sig gøre. For familien Hedeager har investeringen været tid. Masser af tid. Der er ikke den messe, det dyrskue, det gadearrangement, som Kristen Hedeager ikke efterhånden har uddelt smagsprøver ved. Der er kørt titusindvis af kilometer rundt til osteforretninger og specialbutikker i hele landet. Alt sammen har det været med til at skabe personlige kontakter, som i bogstaveligste forstand er guld værd. Sandsynligvis er det også den indsats som for nylig gav sig udslag i en forespørgsel fra Århus. En gammel fiskeauktion er indrettet til et spændende marked med madvarer af høj kvalitet. I et hjørne står Hedeagergaards køledisk. Det er herfra det uddeles smagsprøver og sælges specialiteter. Og det er her travlheden har været større end Kristen Hedeager havde forventet. Initiativet har været med til at give startskuddet til et nyt fremstød. I en række forretninger skal kølediske fyldes op med varer fra gården ved Ølgod. Der skal laves "forretninger i forretningerne". - Forretningerne får glæde af det fordi det kan være med til at trække de mest købedygtige kunder ind i butikken. Vi får en større omsætning og kunderne får nogle flere kvalitetsvarer at vælge imellem, lyder Kristen Hedeagers grundlæggende filosofi.



Se alle artikler