Bidt af brød

Skrevet d. 22 Marts 2004

Af Bente Hoffmann

Det var en katastrofe! Intet mindre. I ét klodset hug smadrede jeg begge mine gamle ler-dejfade. I flere uger måtte en 4 liters margretheskål tjene som dejfad, inden jeg fandt frem til et nyt lerfad (det var ikke let, skulle jeg hilse at sige!). Og det gik jo slet ikke med den skål, for hvordan pokker får man fx dejen til tre rugbrød til at være dér?! For slet ikke at tale om det manglende velbehag ved at ælte i en plastikskål, som ikke står solidt på bordet.
 Overskuelige problemer, vil mange nok mene, men ikke for mig, for jeg har en sand passion for brød i alle afskygninger, og hjemmebageriet er i gang 3-4 gange om ugen. Da jeg fik nye naboer for et par år siden, gik der ikke længe, før jeg blev stoppet på trappen. "Du må altså se at få gjort noget ved dine vinduer," sagde min nabo alvorligt. Jeg så spørgende på ham. "Ja, de skal tætnes," sagde han. Spørgsmålstegnet på mit ansigt voksede. Et drilsk smil bredte sig om naboens mund. "Ja, for vi er altså trætte af at dufte til, at du bager brød," grinede han. Så faldt 25-øren endelig, jeg lo, og inden dagen var omme, fik naboerne et friskbagt brød (og flere er fulgt).

Tit møder jeg mennesker, som siger, at de ikke bager, fordi det tager sååå lang tid. Tid tager det, men langt det meste er ikke reel arbejdstid, men ventetid, mens dejen får ro til at udvikle sig. Og den tid kræver det groft sagt kun planlægning at finde. Belønningen får man mangefold, når brødet med den lækre skorpe og fyldige krumme kommer ud af ovnen. Brødet, som har så lidt tilfælles med industriproduceret 'papbrød', at det er en fryd - hver gang!

Én ting har jeg lært: Der skal gær i, når jeg bager brød. For et stykke tid siden fandt jeg ellers de mest forførende billeder i ALT for damerne af lækkert brød uden gær. Det krævede bare en fordej at skabe vidunderne - skrev de. Nu er jeg jo ingen novice ud i brødbagning, og jeg tager gerne en udfordring op, så selvfølgelig skulle jeg prøve at bage brødet. Fordejen blev produceret, plejet og 'fodret' over de næste 3-4 dage, og lugt og konsistens viste, at den opførte sig, som den skulle. Ergo var det tid til at lave BRØDET, det sublime produkt, som til enhver tid ville kunne fremtrylles, storkonflikt (og deraf følgende gærmangel) eller ej. Dejen hævede i en evighed, efterhævede og endte så i ovnen. Resultatet var et kompakt brød på størrelse med selve bagepladen og cirka fem centimeter højt! Skønt jeg ved, hvor megen styling ugebladenes mad får, undrede jeg mig alligevel dybt over, hvor det indbydende brød fra billedet var henne! Og spørg mig lige, om jeg hørte kommentarer som 'haveflise' o.a. fra dem, som ellers påstår, at de holder af mig. Selv nænnede jeg end ikke at give fuglene brødet - det endte i komposten. Én gang mere forsøgte jeg mig med det gærløse brød, men ak, resultatet var lige nedslående. Så opskriften tog et lodret hovedspring ned i papirkurven

Og så til sidst en opskrift - med gær - jeg 'opfandt' forleden, en spæd forårseftermiddag, hvor jeg havde lyst til solgyldent brød til at ledsage aftensmaden. Alle ingredienser er økologiske.

Grove ciabatta-wannabes (3 stk.)

25 g gær
5 dl lunkent vand
½ spsk groft salt
2 spsk olivenolie
2 groftrevne gulerødder
100 g majsmel
100 g grahamsmel
150 g durummel
ca. 475 g hvedemel

Gæren røres ud i vand. Tilsæt salt, olie og revne gulerødder, derefter de forskellige slags mel. Dejen må gerne være fugtig, når den er færdigæltet. Hæver mindst 2 timer. Tag dejen ud på bordet, del den i tre og rul stykkerne ud på langs med kagerullen i ca. 1 ½ - 2 cm tykkelse, så de i faconen minder om ciabattabrød. Efterhæv 45 min. på bagepladen. Pensl med vand og drys med durummel eller en blanding af tørret oregano og hvidløgspulver, eller pensl med æg, som er pisket sammen med 2-3 fed presset hvidløg. Bages ved 200 grader i 22-25 minutter.