HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Forrådskammer

Skrevet d. 3 Maj 2004

af Bente Hoffmann


Det er sådan en ”søndag aften og klokken den har lagt sig lidt, tiden går alligevel ...”, som tv•2 engang sang. Der hænger rester af weekend, frihed og sorgløshed i luften. Og aftensmad har jeg i hvert fald ikke lige nået at få planlagt oveni alle de andre aktiviteter, dagen har budt på – så på den led ligner dette mange andre søndage. Nu kunne vi jo gribe til den meget lette løsning og sætte det lokale pizzeria i arbejde – og det sker da også nu og da – men langt oftere kigger jeg dybt i køkkenets gemmer og kreerer en middag af, hvad jeg finder. I de situationer er jeg begejstret for min trang til at samle forråd. Ja, nogle gange ser jeg næsten mig selv som beslægtet med den hamster, min datter tidligere havde. Blev der sat mad foran lille Tumle, kunne han slet ikke modstå fristelsen til at fylde kindposerne til deformitet og slæbe maden i sikkerhed inde i sit ’hus’.
    Når jeg køber ind, kan jeg heller ikke modstå fristelsen til at fylde i poserne. Faktisk tror jeg, at det for eksempel er grænsende til skadeligt for min økonomi at handle i Netto. Jamen, dér er da billigt, hører jeg straks protesterne gjalde. Jo da, men hvad med alle partivarerne, som man ikke lige havde planlagt at købe, og som nærmest springer ned i indkøbsvognen, mens de insisterer på at være uundværlige? Jeg falder i hvert fald for dem. Jeg mener, man kan da altid få brug for wrap tortillas (se selv herunder), økologiske lange ris, pasta i nye faconer, kikærter, pesto, karrypasta, ajvar, bambusskud, oliven, jalapenos, sesamolie, økologisk speltmel ... listen er uendelig!
    Og jeg er vist næppe den eneste, der har det sådan, for disse varer bliver ved med at komme på hylderne. Når jeg kigger mig omkring i omgangskredsen, så ligger de fleste da også inde med et større eller mindre forråd af alverdens langtidsholdbare fødevarer. Da der var storkonflikt i 1998, trak jeg såmænd lidt på smilebåndet over de kaotiske tilstande i diverse supermarkeder. For jeg gættede på, at der i langt de fleste danske hjem gemmer sig mad i køleskab, fryser og køkkenskabe til at mætte en hel familie i mindst 14 dage. Sult var der vist ingen, der kunne risikere at blive ramt af, skønt folk så ud til at frygte det.

Nå, men der stod jeg altså på kanten af en søndag aften og skulle skabe et måltid. Den dag var der mange friske grøntsager i køleskabet, så det blev ikke så ringe endda – og derfor giver jeg hermed opskriften på mine grønne tortillas videre. Grøntsagerne kan skiftes ud med, hvad du har lyst til eller lige har i køleskabet, fryseren eller ’forrådskammeret’. Bon appétit!

TORTILLAS MED GRØNTSAGSFYLD

8 små wrap tortillas

1 pk optøet hel spinat (450 g)
1 stor gulerod
½ stor, rød peberfrugt
ca. 1/8 rodselleri
1/3 courgette
100 g rensede champignon
2 fed hvidløg
½ tsk piri piri
2 små tomater
1 spsk olie
salt og peber

100 g reven emmentaler

Tænd ovnen på 200°. Rens grøntsagerne, og skær gulerod, peberfrugt, rodselleri, courgette og champignon i små tern. Skær hvidløgene i tynde skiver. Varm olien i en gryde, rist piri piri'en kort under konstant omrøring, tilsæt hvidløgsskiverne. Efter ½ minut tilsættes alle grøntsagsternene. Steg dem i 3-4 minutter, og tilsæt så tomaterne, som er skåret i tern. Lad det hele simre i ca. 5 minutter. Smag til med salt og peber.
    Knug spinaten fri for vand. Læg alle tortillaerne ud på bordet og fordel spinaten på dem. Oven på lægges grøntsagsblandingen. Rul tortillaerne sammen – dette er lettest, hvis fyldet kun ligger i en bred stribe midt på – og placer dem i et stort, smurt ovnfast fad. Drys osten over. Bages midt i ovnen i ca. 10 minutter eller til osten er smeltet.
    Serveres fx med en grøn salat.



Se alle artikler