HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

Oprør mod appellations-systemet

Skrevet d. 7 Maj 2004

80 franske vinbønder, vinhandlere, restauratører, sommelierer og forbrugere står bag et oprør mod organisationen ONIVINS (Office National Interprofessionnel des Vins), der på landbrugsministeriets vegne overvåger vinsektoren.
Den aktuelle årsag til oprøret er, at ONIVINS har skredet ind over for en vinbonde i Sologne, fordi denne dyrker en druesort, der ikke er autoriseret i departementet Loir-et-Cher – selv om den har været dyrket på egnen i 150 år.

Et reelt handicap
Den strikte AOC-lovgivning forhindrer al udvikling i fransk vin, skriver gruppen. Lovgivningen risikerer at blive et reelt handicap, ikke kun i forbindelse med fornyelse – især i den nuværende konkurrence med de oversøiske vine – men også i tilpasningen til de aktuelle klimaforandringer.
At skabe vin er både håndværk og kultur, der kræver disciplin, men også komplet frihed, og den kreative vinmager kan blive tvunget til at sælge sin vin som simpel bordvin. Men i så fald er valget af druesorter meget begrænset, og enhver omtale af årgang og geografisk oprindelse på etiketten er forbudt.


Det forlanger oprørerne:
At ONIVINS ophører med at forfølge progressive vinbønder, der fremstiller vine, som deres kunder ønsker det.
At det bliver tilladt at plante andre druesorter end de hidtil tilladte, så det bliver muligt at eksperimentere og forny.
At det bliver tilladt af eksperimentere med nye fremstillingsmetoder.
At det bliver tilladt at skrive årgang og oprindelsessted på etiketterne som en rimelig oplysning for forbrugerne.

Appellation d’Excellence
Administrationen af det franske appellations-system, INAO (Institut National des Appellations d’Origine), har anet skriften på væggen.
Ved et møde i London udtalte INAO's formand, René Renou, at man planlægger revolutionerende ændringer i AOC-loven – den første store revision siden 1935. Det var dengang, Frankrig næsten havde monopol på salget af vin.
René Renou foreslår at supplere den almindelige AOC med en ny, AOCE - Appellation d’Origine Contrôlée d’Excellence. Altså vine, hvis kvalitet er garanteret. Han indrømmede, at det nuværende AOC-system ikke er pålideligt. Vinenes kvalitet testes lokalt af venner og naboer til producenten. Det vil ikke være tilfældet med AOCE, siger han.
Javel, ja – måske var det snarere en idé at beholde det nuværende AOC-system og sørge for, at forbrugerne kunne stole på det.
Under mødet fortalte Renou, at der sidste år var et overskud på 9,2 millioner hektoliter fransk vin, der ikke er blevet solgt.
For at få gang i salget kræves der vist mere radikale ændringer end bare at trykke AOCE på etiketterne.

Kilde: Vinavisen.dk



Se alle artikler