HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Søg i artikler

”Æblehoteller” sikrer friske æbler hele vinteren

Skrevet d. 29 Januar 2008
 Seks millioner kilo friske æbler sover netop nu på særligt indrettede ”æblehoteller”. Med hjælp fra lufttætte rum og computerstyret teknologi er æblerne gået i vinterhi, og det betyder, at landets æbleelskere kan få friske æbler indtil april.

”Æblehøsten sidste år var helt suveræn, og derfor har vi nu rigtig mange friske æbler på ”æblehotel”. Antallet af hotelæbler pr. 1. januar 2008 var på 6,7 millioner kilo, og vores beregninger viser, at vi kan levere friske æbler til forbrugerne i omkring fire måneder endnu,” fortæller formand for GAU´s arbejdsudvalg for frugt og bær Laurits Balle.

 Friske æbler uden kemi

Få dage efter plukning bliver æblerne pakket i kasser og placeret i lufttætte rum på et af landets syv ”æblehoteller”. Det får æblerne til at gå i dvale, og på den måde kan de holde sig friske flere måneder.  

”Mange tror, at vi både sprøjter og bestråler æblerne for at holde dem friske og sprøde hele vinteren, men der er slet intet kemisk ved teknikken. Faktisk så efterligner ”æblehotellerne” ikke andet end måden, man i gamle dage holdt sine æbler friske på, nemlig nedpakket og beskyttet mod frost i forrådskamre,” forklarer Laurits Balle.  

Computerprogram sørger for ilt 

Ligheden med datidens forrådskamre ophører dog hurtigt, for ”æblehotellerne” er alle indrettet med avanceret computerstyret teknologi, som sikrer, at alting forløber, som det skal.

”Mængden af ilt er alfa og omega for æblerne friskhed. Får de for lidt ilt, dør de, og derfor skal computerprogrammet sørge for, at der altid slippes lige præcis den mængde ilt ind, som gør, at æblerne kan klare sig,” siger Laurits Balle.

 Hoteldirektør overvåger i døgndrift

Men selvom computeren sørger for, at æblerne opbevares under de rette forhold, er det dog en specialuddannet hoteldirektør, som har det overordnede ansvar for, at æblerne bevarer friskheden. 

”Hoteldirektøren overvåger æblerne i døgndrift og skal vide præcis, hvornår tiden er inde til at vække æblerne fra deres hi,” fortæller Laurits Balle.  

Æblerne på hotellet bliver vækket løbende, så der hele tiden er friske æbler i butikkerne. Inden de er klar til at komme på hylderne i supermarkedet, skylles de blidt i rent vand og pakkes nænsomt i kasser.   

Det er æbler som for eksempel rød Jonagold, Elstar, Holstein Cox og Gloster, der overnatter på ”æblehotellerne” og forsyner butikkerne med friske æbler helt indtil april.

Fakta ”æblehotel”

  • Et lufttæt frugtlager med 1 procent ilt, som får æblerne til at gå i dvale. 
  • Teknikken kaldes ”ultra low oxygen” (ulo) og styres ved hjælp af computerteknologi.
  • Der findes syv ”æblehoteller”, fire på Fyn og tre på Sjælland.
  • Pr. 1. januar 2008 sov 6,7 millioner kilo friske æbler på hotel.
Forsyner butikkerne med friske æbler indtil april.

Se alle artikler