HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Et år på det jævne for Carlsberg

Skrevet d. 24 Februar 2005
2004 blev lige præcis så svært et år for Carlsberg, som alle kloge hoveder havde set dybt nede i ølflaskerne. Efter et år, hvor koncernchef Nils Smedegaard Andersen først sendte 15 milliarder kroner til Norge for at sikre sig Orklas 40 procent af Carlsberg-aktierne, og siden overtog det tyske Holsten Bryggeri, var ressourcerne ved at være brugt op i Valby – så godt og vel endda. Carlsbergs gæld endte nemlig med at vokse fra godt 8 milliarder kroner til 21,7 milliarder kroner ved årets udgang. Skuffende fremgang Siden fulgte et skuffende år på de vigtigste hovedmarkeder i Europa, kombineret med alvorlige og meget dyre problemer i Sverige og Tyrkiet. Derfor blev udgangen på 2004 en skuffende omsætningsfremgang, faldende resultat af den primære drift og en bundlinje, der er langt mindre opløftende end i 2003. »Det er ikke et tilfredsstillende år. Men alt taget i betragtning er vi ikke så utilfredse. Hvis vi ser på det lange sigt, så er vi godt med, selv om vi ikke har leveret den indtjening, som vi lovede sidste år«, siger Nils Smedegaard Andersen, der bl.a. fremhævede, at Carlsberg havde barberet 12 milliarder af gælden, så den ikke længere var »kritisk høj«. Aktien steg på børsen Det er uhyre sjældent, at et regnskab, som af selskabets egen direktør direkte kaldes utilfredsstillende, resulterer i stigende aktiekurser på Københavns Fondsbørs. Det var ikke desto mindre resultatet for Carlsberg, der endte dagen med at stige 2 kroner til kurs 290. Forklaringen er den enkle, at analytikerne havde forventet, at året ville blive middelmådigt, ja nærmest dårligt for Carlsberg. En anden forklaring er, at Carlsberg stiller et nydeligt år 2005 i udsigt, bl.a. indeholdende en 15-procents fremgang. »Vore tal er i sig selv ikke tilfredsstillende. Men renser man for de store opkøb og de regnskabsmæssige konsekvenser, så er den underliggende ølforretning på vej frem. Vi mener stadig, at vi er det store premiumøl-mærke, som vokser hurtigst, og vi er fortsat et bryggeri med en markant vækst. Det var vi ikke for fem år siden, og den forandring er vi meget tilfredse med«, siger Nils Smedegaard Andersen. Faldende øltørst I Europa kæmper Carlsberg dog med faldende øltørst og problemer i bl.a. Sverige og Tyrkiet. »Situationen gør, at vi bliver nødt til at fortsætte med at se på rationaliseringsmuligheder. Vi har nu sørget for, at organisationen er trimmet, men der skal mere til, sådan er det bare«, siger Nils Smedegaard Andersen, der dermed ikke afviser, at det kan blive nødvendigt med nye indskrænkninger. På Carlsberg kan man formentlig ikke lade være med at skele til, hvad konkurrenten Heineken lagde frem på et pressemøde i Amsterdam tirsdag. Den hollandske konkurrent afleverer årsregnskab samme dag som Carlsberg, og flere af de danske dårligdomme matches fint hos hollænderne, bl.a. med et faldende bundlinjeresultat. Kilde: Politiken

Se alle nyhederne