HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Vi spiser mindre ude

Skrevet d. 2 Marts 2005
Danskerne er på vej tilbage til kødgryderne - eller måske på vej i Fakta for at købe en færdigret. En ting er sikkert: Vi ændrer vores spisevaner, og går sjældnere på restaurant og burgerbar. 15 millioner færre måltider I 2003 spiste vi 15 millioner færre måltider ude i forhold til året før, og det overrasker brancheorganisationen for hotel- og restaurationsbranchen, Horesta. »Vi er bekymrede over de nye tal. I mange år har vi oplevet vækst i branchen, men nu ser vi en tilbagegang«, siger Anette Vangstrup, chef i Horestas analyseafdeling. Horesta har fremlagt undersøgelsen 'Foodservice 2005'. Den viser, at pizzeriaer, grillbarer, værtshuse, caféer og restauranter over en kam har oplevet et fald på 7 procent fra 2002 til 2003. Hårdest er det gået ud over burgerbarerne, som har mistet hver tiende kunde. Restauranterne har mistet knap seks procent af kunderne, mens caféerne er kommet forbi branchens hårde skær med et fald på 4 procent. Det mindste fald findes i shawarmabarer og pizzeriaer, som har mistet 3 procent af kunderne. Nu leder Horesta efter en god forklaring. »Vi er forundrede over tilbagegangen, og der er ikke noget, der forklarer, hvorfor danskerne går mindre ud. Men det kan hænge sammen med, at mange forbrugere sætter lighedstegn mellem mad, der er tilberedt af andre, og fastfood, som de langtfra opfatter som det ideelle måltid«, forklarer Anette Vangstrup. Øget konkurrence Hun peger også på en øget konkurrence som en af grundende. Traditionelle beværtninger som burgerbarer, pizzeriaer og restauranter oplever øget konkurrence fra tankstationer, Seven-Eleven-butikker og bagerforretninger, som i stigende grad tilbyder mellemmåltider i fransk hotdog-kategorien. Undersøgelsen er altså ikke et bevis for, at danskerne er vendt hjem til gryderne, og nu sylter og langtidskoger i flæng. Den kan nærmere være en pejling på, at konkurrencen om danskernes måltider uden for huset er øget, og at restaurationsbranchen i den kamp er blevet spist af med færre kunder. Kilde: Politiken

Se alle nyhederne