HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Hver 5. svin dør før det når på slagteriet

Skrevet d. 6 September 2005
Danske søer føder så mange grise, at de ikke har patter nok til at forsørge de nyfødte, der ofte fødes for små. Og blandt de grise, der overlever de første uger, inficeres millioner med virussygdomme, når de tages fra deres mor. Det er en af forklaringerne på, at dødeligheden nu sætter rekord i de danske svinestalde. Syv millioner svin dør eller må aflives, inden de når slagtekniven, viser en ny opgørelse fra Landsudvalget for Svin. Det svarer til en dødelighed på over 21 procent. Udviklingen sker på trods af de seneste års store fokus på dyrevelfærd. »Den høje dødelighed er en naturlig konsekvens af, at producenterne har sat så høje avlsmål. Forbrugerne bør være bevidste og købe mere kød fra frilandsgrise«, siger Pernille Johnsen, projektleder i Dyrenes Beskyttelse. Små og svage Fødevarestyrelsen er enig i, at dødeligheden ikke mindst skyldes, at producenterne har avlet sig frem til søer, der føder for mange grise. »Når kuldene bliver for store, er der ikke fysisk plads i soen. Derfor fødes mange små og svage«, forklarer Birte Broberg, veterinærinspektør i Fødevarestyrelsen. Blandt smågrisene dør over fire millioner, inden de tages fra moderen, men også grisene på mellem 7 og 30 kilo er hårdt ramt. Ifølge Jyllands-Postens beregninger er dødeligheden i svineproduktionen steget 25 procent på ti år. Svinebranchen erkender, at producenterne har presset søerne for hårdt. Den linje har man for nylig lavet om for at sikre færre, men stærkere smågrise. »Og så har vi i de senere år oplevet virussygdomme, som vi endnu ikke har vacciner imod. Samlet set har det her intet med dyrevelfærd at gøre«, siger Orla Grøn Pedersen, direktør i Landsudvalget for Svin. Markante fremskridt Samme vurdering har Torben Poulsen, formand for Landsforeningen af Danske Svineproducenter: »Desuden går svineproducenterne nu hurtigere ind og afliver grise, hvis de er svækkede, for at undgå kritik i forhold til opmærksomheden på dyrevelfærd«. Formanden for Det Dyreetiske Råd, Peter Sandøe, er enig i, at problemet ikke primært skyldes forholdene i staldene, selv om belægningsgraden fortsat er for høj. »I de senere år er der sket markante fremskridt med staldsystemerne til smågrise. Om det er godt nok, kan diskuteres, men det er i hvert fald et fremskridt«. Parat til nye initiativer Udviklingen vækker dog harme på Christiansborg, hvor DF, S og Enhedslisten kræver handling fra justitsminister Lene Espersen (K). I et skriftligt svar til Politiken skriver ministeren, at hun afventer resultaterne fra en række projekter: »Når vi har studeret forskningsresultaterne nærmere, er jeg parat til at tage nye initiativer, som kan sikre et højt velfærdsniveau inden for svineproduktionen«. Kilde: Politiken

Se alle nyhederne