HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

5,5 millioner skoleagurker på vej

Skrevet d. 10 April 2008
Sæsonen for de søde, små skoleagurker er netop skudt i gang, og med 5,5 millioner skoleagurker forventes årets høst at slå alle rekorder. Alene for 2008 er der sket en fordobling i produktionen i forhold til sidste år. Succesen skyldes især, at både børn og voksne har fået smag for den lille agurks søde, intense smag.

Der er stor efterspørgsel på de 15 cm lange skoleagurker, som netop nu finder vej til supermarkedernes grøntafdelinger. Den stigende popularitet har sat turbo på salget, og alene i 2008 forventes høsten at nå op på 500 tons eller 5,5 millioner skoleagurker, hvilket svarer til en fordobling i forhold til sidste år.

Både for børn og voksne

Da den lille agurk kom på markedet for første gang i 1998 var den især tiltænkt børn, men også voksne har nu fået særdeles stor appetit på den klassiske agurks lillebror. Det skyldes ikke mindst den søde smag, men også skoleagurkens størrelse spiller ind.

”Den lille skoleagurk passer perfekt til et hurtigt mellemmåltid eller som en sund snack. Den er nem at have med i skole eller på job, hvor man slipper for afskårne agurkestykker med indtørrede ender. Krydret med en sød og sprød smag vækker den glæde hos både store og små,” fortæller agurkeavler Flemming Petersen.

Sund og synlig ved kasselinjen

Selvom høststigningen på 100 procent sammenlignet med sidste år er enorm, vurderer Flemming Petersen, at det fremtidige marked for skoleagurker kan vokse sig endnu større. Snacks ved kasselinjen i supermarkederne er eksempelvis et udbredt fænomen, som han gerne ser videreført - bare i en sundere udgave:

”Forældre kender jo godt situationen ved kasselinjen, hvor børnene plager om at få det slik, der ligger i børnehøjde - og ofte ender det med et impulskøb, fordi børnene får deres vilje. Derfor foreslår jeg, at supermarkederne også sætter små kølebokse op med lækkert frugt og grønt – fx cherrytomater og skoleagurker. Sunde snacks lige til at snuppe i forbifarten – og så endda med god samvittighed,” siger han.

Den klassiske agurk hitter stadig

Skoleagurkens succes har dog på ingen måder mættet salget af den klassiske agurk, som fortsat sælger godt. Salget for den klassiske agurk forventes i 2008 at nå op på 50 millioner, hvilket er samme niveau som i 2007.

Høstsæsonen for den klassiske agurk begynder midt i februar, mens skoleagurken kan høstes fra marts til oktober.

Som noget nyt sælges skoleagurkerne nu i smarte genluk poser med tre styk i hver, så både store og små hurtigt kan få stillet sulten.

Se alle nyhederne