HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Dyr skal slagtes herhjemme

Skrevet d. 2 April 2002
Socialdemokratiet er for første gang parat til at bruge et flertal med Dansk Folkeparti til at presse regeringen. Hvis ikke justitsminister Lene Espersen (K) får EU til at forbyde transporter af slagtedyr ud af Danmark, så vil S bringe hende i mindretal herhjemme.

Landmændene må finde nærmeste slagteri, lyder budskabet fra det alternative flertal, som i første omgang vil lade regeringen forhandle i EU, hvor man er i færd med at lave nye regler.

'Presser regeringen maksimalt'
I dag lyder grænsen i EU på 24 timer i en lastbil for heste, kalve og andre dyr. Det vil flertallet - S, SF, DF og Enhedslisten - have ændret til nærmeste slagteri.

»Nu presser vi regeringen maksimalt med det flertal, vi har i Folketinget. Vi ønsker fælles europæiske regler, men hvis ikke regeringen kan levere det, så må vi se på muligheden for at lave vores egne nationale regler. Hvis det er muligt rent juridisk, så bruger vi flertallet«, siger Socialdemokratiets Frank Jensen og uddyber:

»Hvorfor skal vi sige ja til slagtning af dyr uden for landets grænser? Der er ingen grund til at transportere dyrene i levende tilstand langt ned i Europa, når man lige så godt kunne slagte dem på nærmeste slagteri og sende dem af sted i en kølevogn til aftagerne«.

Kompliceret sag
Selv om flertallet er hjemme, så er sagen ikke så ligetil.

Hvis EU ender med at præsentere Danmark for et direktiv eller en forordning, så er der ikke alverden at rafle om. Så har Danmark at følge reglerne, konstaterer EU -eksperten, lic.jur. Peter Vesterdorf fra Håndværksrådet.

Omvendt kan flertallet i Folketinget spille med sine muskler og vedtage en særlov, hvis EU ender med at formulere sine regler som såkaldte minimumsregler.

Væk med hensynet til mappedyrene
»Det kan ikke være rigtigt, at vi skal tage mere hensyn til mappedyrene i Bruxelles. Slagtedyr skal til nærmeste slagteri. Færdig«, lyder det fra Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Christian H. Hansen.

Dyretransporter har optaget sindene herhjemme, siden DR kunne vise, hvordan heste blev kørt hele vejen til Italien for at blive slagtet.

Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) græd for åben skærm og foreslog, at transporttiden højst måtte være otte timer i EU fremover.

Det er dog usikkert, om de øvrige lande vil gå så langt - og det er heller ikke tilstrækkeligt for det alternative flertal herhjemme.

Op til 80 timers transport
I en rapport fra EU-kommissionens videnskabelige komité for dyresundhed og dyrevelfærd bliver der lagt op til, at dyr skal kunne transporteres i op til 80 timer eller mere - uden at dyrene kommer af undervejs.

Det sker af hensyn til smittefaren ved at lade dyrene komme ind på de såkaldte mellemstationer.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra justitsministeren.

Nyhed fra www.politiken.dk

Se alle nyhederne