HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Danske kostvaner er blevet sundere

Skrevet d. 10 April 2002
Mindre fedt på brødet og flere grøntsager på bordet, det er den generelle tendens i danske køkkener, viser ny undersøgelse fra Ernæringsrådet. Både kvinder og mænd har taget ernæringskampagnerne alvorligt.

Danskerne er blevet mere bevidste om, hvad de putter i munden. Flere og flere undlader at smøre fedtstof på brødet og benytter sig af de magre i stedet for de fede mælkeprodukter, viser ny undersøgelse fra Ernæringsrådet. Og det er ikke kun kvinderne, der er blevet mere ernæringsbevidste. Mænd vælger også i langt højere grad end tidligere produkter som light-øl og light-mayonnaise, viser undersøgelsen af danskernes kostvaner, som er den tredje af sin art.

– Overordnet kan vi se at forbrugerne er åbne og modtagelige over for konkrete kostråd, og de tager imod tilbuddet, når der kommer et nyt produkt som f.eks. mini-mælk på markedet. Der er med andre ord dynamik i danskernes kostvaner og et potentiale for ændringer. Eksempelvis via ernæringskampagner, siger lektor Jóhanna Haraldsdottir, formand for arbejdsgruppen bag alle tre kostundersøgelser, til Berlingske Tidende.

Men selvom tallet for danskere, der aldrig bruger fedtstof på rugbrød, er steget fra 22% i 1995 til 40% i 2001, er der stadig alt for meget fedt i vores middagsretter, pointerer rådets formand, Arne Astrup. Og godt nok har hr. og fru Danmark taget mere frugt og grønt ind i kosten, men der er stadig langt til de ”seks om dagen”.

Kilder: Berlingske Tidende (9.4.), 1. sektion, s. 5; Jyllands-Posten, RB (9.4.), 1. sektion, s. 4; Politiken (9.4.), 1. sektion, s. 13.

Nyhed fra www.madogsundhed.dk

Se alle nyhederne