HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Danskernes levealder er steget

Skrevet d. 6 Juni 2002
Udviklingen er vendt. De seneste fem år er danskernes levealder steget hurtigere end i andre europæiske lande. Årsagen er mindre røg, mere motion og bedre kostvaner.

De seneste fem år er danskernes levealder steget lige så meget som de foregående 21 år. Danskernes levealder er ellers steget langsommere, end de lande vi sammenligner os med, men siden 1995 er den steget hurtigere end de fleste europæiske lande. Den danske mand bliver således 1,7 år ældre, mens kvinder bliver 1,2 år ældre. Tallene stammer fra Indenrigs- og sundhedsministeriets Sundhedspolitiske redegørelse 2002.

Forklaringen på den positive udvikling har seniorforsker på Statens Institut for Folkesundhed, Knud Juel.

– Danskerne har simpelthen fået bedre rygevaner, kostvaner og motionsvaner. Og så er man blevet bedre til at behandle de syge, siger Knud Juel til Jyllands-Posten.

Den gennemsnitlige dansker bliver imidlertid stadig ikke så gammel, som man gør i de andre europæiske lande, og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), vurderer da heller ikke, at den hellige grav er velforvaret. Vi skal fortsat sikre den positive udvikling ved at fokusere på motion, tobak og kostvaner, mener han. Desuden præsenteres i september et nyt folkesundhedsprogram, der via arbejdspladsen skal sikre en sundere livsstil for alle.

– Vi skal blive bedre til at inddrage frivillige netværk til at sætte fokus på en sundere livsstil. Specielt på arbejdspladserne, hvor man de seneste år har set en stadig større fokusering på medarbejdernes sundhed, siger Lars Løkke Rasmussen, og tilføjer at sundhed skal være en integreret del af folks liv.

Kilder: Politiken, RB (4.6.), 1. sektion, s. 3., Jyllands-Posten, RB (4.6.), 1. sektion, s. 7.

Nyhed fra www.madogsundhed.dk

Se alle nyhederne