HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

En ½ gris på nettet

Skrevet d. 2 September 2004
Dagli´- og LokalBrugsen har iværksat et nyt tiltag, der gør det muligt for kunderne at købe en halv gris på NETtorvet - og få den bragt ud til nærmeste butik. Det er næsten som i de gode gamle dage. Men nu behøver man ikke længere at stå i stalddøren hos landmanden for at få en halv gris til en god pris. Nu kræver det bare et virtuelt besøg i Coop Danmarks internetbutik, NETtorvet. Dagli´- og LokalBrugsen tilbyder fra denne uge en halv parteret gris til 695 kroner, hvilket er 300 kroner billigere end normalprisen i kædens butikker. Tilbuddet består af 25 kilo svinekød skåret i forskellige stykker, så der er kød til både hverdag og fest. Kødet bliver leveret vakuumpakket med mærkesedler på hver enkelt del – lige til at lægge fryseren. Det gør det nemt for kunderne at overskue indholdet, og giver dem mulighed for at danne sig et overblik over aftensmaden mange dage frem. - Vores butikker ligge jo primært ude i landdistrikterne, hvor mange slagtere efterhånden har lukket ned. Så vi har allerede oplevet stor efterspørgsel på dette tilbud ude i butikkerne. Pakken indeholder desuden flere produkter, som ikke normalt er at finde i vores butikker. Så det er også en væsentlig udvidelse af sortimentet, vi gennemfører med dette tilbud, fortæller marketingchef for Dagli´- og LokalBrugsen, Frank Rask. Sortimentet består af alt lige fra ribbenssteg til medister. Noget af det mere populære kød – som hakket svinekød og koteletter, er der flere stykker af i pakken. Men med mere end 15 forskellige typer kødpakninger, er der stor variation i udvalget. Grisene er fra Danish Crowns slagterier, og Dagli´- og LokalBrugsen har bestilt flere tusinde halve grise hjem. Der er store forventninger til, at kunderne vil tage godt imod det nye tilbud. Det er muligt at bestille en halv gris, enten direkte på NETtorvets hjemmeside, eller ved at henvende sig i Dagli´- eller LokalBrugsen. For at se det samlede indhold af kassen henvises også til NETtorvet eller butikkerne.

Se alle nyhederne