HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Afsked med Århus Mejericenter

Skrevet d. 30 September 2004
Natten til lørdag 2. oktober bliver den sidste mælk tappet på kartoner på Århus Mejericenter. Siden beslutningen om at lukke mejeriet blev taget i begyndelsen af juni har et forhandlingsudvalg bestående af medarbejdere, tillidsrepræsentanter, repræsentanter fra ledelsen og fra fagforeningerne arbejdet på at hjælpe medarbejderne videre med uddannelse og jobsøgning. Her få dage før lukningen mangler 44 ud af de i alt 165 medarbejdere at finde nyt arbejde. 47 medarbejdere har fået andet arbejde inden for Arla Foods, heraf 31 på Hobro Mejericenter og resten i Christiansfeld, Brabrand og Viby. 15 medarbejdere har fået arbejde ved fremmede vognmænd eller andre virksomheder, og knap 30 medarbejdere har afklaret deres situation. De 28 funktionærer på mejeriet opsiges først pr. 2. oktober; heraf har de 13 fundet andet arbejde. Med til de 165 ansatte tæller også en del løsarbejdere, blandt andet studerende. ”Jeg er glad for, at så mange medarbejdere har fået afklaret deres situation, og jeg håber selvfølgelig, at vi stadig kan nå at få flere i arbejde”, siger mejerichef Alex Salling. ”Jeg er også glad for, at medarbejderne har opretholdt en tilfredsstillende indsats, efter at lukningsplanerne blev offentliggjort. Både produktkvaliteten og leveringskvaliteten har været tilfredsstillende, så kunderne har ikke kunnet mærke, at Århus Mejericenter skulle lukke”, siger Alex Salling. Mens den sidste mælk tappes natten til lørdag, bliver en pølsevogn ved 4-tiden stillet op ved mejeriet, så de ansatte kan tage afsked over en hot-dog og en øl eller vand. Mejeriets produktion overføres til henholdsvis Hobro og Christiansfeld.

Se alle nyhederne