HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Thise går i Fakta

Skrevet d. 21 Januar 2005
Thises nye minimælk kan nu købes i Fakta. Salgschef Mogens Poulsen fra Thise har tillid til, at Fakta ikke sænker prisen. Fra i mandags kunne man finde økologisk minimælk fra Thise Andelsmejeri på hylderne i Fakta-butikker over hele landet. "Det er vores første aftale med en landsdækkende kæde og et led i at styrke distributionen af vores mælk. Vi venter os meget af den nye aftale og noterer med tilfredshed, at Fakta har hævet prisen med en krone pr. liter i forhold til Harmonie minimælk, som de havde før," siger salgschef Mogens Poulsen fra Thise. Går man et par år tilbage, var Thise kun at finde i Irma-forretninger i Københavnsområdet. Næste skridt var 200 Kvickly- og Superbrugsen-butikker i større byer, og nu er Thise altså blevet landsdækkende via Fakta. Selvom forbrugerne gennem Irma har taget Thises jerseymælk til sig som et livsstilsprodukt, er Mogens Poulsen ikke nervøs for, at mælken skal blive devalueret ved at komme i Fakta. "Jeg ville være bekymret, hvis vores produkt skulle sælges på prisen, men jeg har tillid til, at Fakta vil holde den rigtige pris og ikke tage vores mælk med i priskrigen," siger Mogens Poulsen. Ikke med i priskrigen Minimælken fra Thise koster 6,95 kr. og skal ikke være med i kampen om den billigste mælk. Tværtimod vil Thise gerne holde priserne i ro. "Faktas minimælk er en helt ny variant, der kun består af mælk fra sortbrogede køer. Kvickly og Brugsens minimælk fra Thise indeholder 50 pct. jerseymælk, og derfor er den lidt dyrere," siger Mogens Poulsen. På trods af intentionerne om at fastholde prisen er salgschefen foruroliget over den nye priskrig. "På længere sigt kan vi nok ikke slippe udenom. Jeg tror, at denne priskrig vil vare i mange måneder, og den kan ramme os hårdt. Jeg håber bare, at forbrugerne fortsat vil være indstillede på at betale prisen for at beholde Thises nicheprodukter i butikkerne," siger Mogens Poulsen. Udover minimælken kan man i Faktas butikker finde 2 yoghurter og +45 økologisk Danbo fra Thise. Kilde: Mejeriforeningen

Se alle nyhederne