HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Svære tider for dansk fødevareindustri

Skrevet d. 30 Januar 2004
Dansk fødevareindustri er groggy efter drastisk fald i valutaindtjeningen på seks milliarder DKK i 2003. Danish Crown hører til de hårdest ramte. På blot to år har slagterikoncernen Danish Crown mistet en eksport til en værdi af to milliarder DKK, skriver Berlingske Tidende. Nedgangen skyldes faldende kurser på dollar, yen og pund. Også indtjeningen i dansk landbrug rasler ned, og er nu cirka 20 procent lavere end i midten af 90'erne. Sidste år faldt salgspriserne for danske landbrugsvarer med 6,6 procent, og ifølge en opgørelse fra EU har ingen andre EU-lande haft så store prisfald. Ikke bare Danish Crown, men også Arla Foods og andre andelsselskaber i fødevaresektoren har oplevet en dramatisk nedgang i indtjeningen. I 2001 lå indtjeningen på knap 60 milliarder DKK, men sidste år var den nede på 54 milliarder DKK. "Valutapåvirkningerne har været meget voldsomme. Hvis ikke der var sket en stigning i landbrugs- og fødevareeksporten i mængder i 2003, havde tilbagegangen været på otte milliarder DKK i forhold til 2001," siger cheføkonom i Landbrugsraadet, Karl Christian Møller, til Berlingeren. En del af tilbagegangen kan skyldes, at dansk kød er blevet for dyrt på eksportmarkederne. Det er således blevet for dyrt for japanere, kinesere, suydkoreanere og russere at købe kød hos Danish Crown, og mange indkøbere på disse markeder foretrækker derfor det billigere kød fra USA og Brasilien. "Det gør rigtig ondt, efter at vi har fået kraftig konkurrence fra amerikanerne i Japan. Vi kan ikke hæve vores priser. Og når den amerikanske dollar og japanske yen falder, står USA stærkere. Amerikanerne får stadigvæk det samme eller endda lidt mere for deres kød", siger adm. direktør hos Danish Crown Kjeld Johannesen. Det var bl.a. den pressede indtjening i Japan, som fik Danish Crown til at skifte kurs og i højere grad satse på Tyskland. Satsningen betød at man sælger 20 procent mere kød i EU, med hovedvægten på Tyskland. Men også de større danske lønomkostninger spiller ind, og derfor valgte slagterigiganten at flytte en del af forædlingen til Tyskland - en udflytning som kun lige er begyndt. Danish Crown overvejer nemlig at flytte yderligere forædlingsvirksomhed til Tyskland og Østeuropa, for at opnå forbedret indtjening via lavere lønomkostninger.

Se alle nyhederne